mar 28, 2026
HB Køge Women tog lørdag den lange tur til Hjørring, hvor Fortuna Hjørring ventede i et vaskeægte topopgør. Et nederlag ville betyde, at nordjyderne overtog førstepladsen, mens en sejr ville sende Svanerne fem point foran. Der var med andre ord meget på spil.
HB Køge Women kom flyvende fra start og satte sig tidligt på kampen. Det gav pote allerede efter 10 minutter. Efter et hjørnespark fra Signe Markvardsen blev bolden forlænget i det bagerste rum, hvor Catherine Paulson stod helt umarkeret. Hun lagde bolden ind foran mål, hvor Cassandra Korhonen uden problemer kunne sende den i nettet til 1-0.
Den stærke start fortsatte, og blot fem minutter senere lå bolden igen i nettet. Et flot opspil helt nede fra bagkæden og op gennem højresiden sendte Rikke Marie Madsen i dybden. Hun fik orienteret sig og så en helt fri Mille Gejl komme løbende på kanten af feltet. Gejl løb ind i boldens bane og sparkede den flot op under overliggeren til 2-0.
Resten af halvlegen bød på chancer i begge ender. Macy Schultz var tæt på at udbygge føringen, men afsluttede lige på keeperen, mens Fortuna forsøgte sig to gange fra distancen. Her diskede Alberte Vingum op med to flotte redninger. HB Køge Women kunne derfor gå til pause med en fortjent 2-0-føring.
Anden halvleg bød på et anderledes kampbillede. HB Køge trak sig længere tilbage og overlod mere af spillet til hjemmeholdet. Svanerne formåede dog længe at holde Fortuna fra de helt store chancer, men hjemmeholdet fik alligevel reduceret. En Fortuna-spiller blev sendt i dybden og nåede bolden før både Simone Boye og en fremadstormende Alberte Vingum, hvorefter hun vippede bolden forbi dem begge og i mål.
Det sidste kvarter blev en kamp om at holde stand, og da slutfløjtet lød, brød spillere og stab ud i jubel. Sejren var en realitet, og HB Køge Women har nu et forspring på fem point ned til Fortuna Hjørring.
Allerede på torsdag venter endnu en vigtig kamp, når HB Køge Women igen skal i aktion. Her gælder det Brøndby IF på udebane i pokalsemifinalen. Det første opgør endte 1-1, og dermed er alt åbent inden returopgøret. Målet er klart: at sikre klubbens første pokalfinale – og endda på hjemmebane.
Fortuna Hjørring 1-2 HB Køge Women
0-1 Cassandra Korhonen (10. min)
0-2 Mille Gejl (15. min)
1-2 Nikoline Nielsen (76. min)
HB Køge Women startopstilling
1. Alberte Vingum
2. Maria Uhre
3. Macy Schultz
11. Cassandra Korhonen
13. Catherine Paulson
17. Rikke Marie Madsen
19. Signe Markvardsen
23. Mille Gejl
25. Augusta Callesen
28. Simone Boye
33. Jereko
HB Køge Women indskiftninger
Emma Pelkowski for Cassandra Korhonen (58. min)
Sarah Thygesen for Rikke Marie Madsen (58. min)
Emilia Pelgander for Jereko (58. min)
Fleur Huisman for Maria Uhre (76. min)
Mai Wendicke for Macy Schultz (76. min)
A-Liga, Mesterskabsspillet
3. spillerunde, lørdag d. 28. marts, kl. 14.00
Nord Energi Arena
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?