okt 04, 2026
HB Køge Women måtte søndag tage til takke med et enkelt point på Right to Dream Park, hvor FC Nordsjælland to gange kom tilbage og sikrede 2-2. Cheftræner Kristian Mørch var tilfreds med præstationen blot tre dage efter torsdagens Champions League-sejr, men ærgrede sig samtidig over, at to føringer ikke blev omsat til tre point.
Tre dage efter den historiske 5-1-sejr over Servette FCCF i UEFA Women’s Champions League var HB Køge Women søndag tilbage i A-Ligaen, hvor FC Nordsjælland ventede på Right to Dream Park.
Svanerne kom godt fra start og bragte sig foran ved Mille Gejl, der med et hårdt spark ved nærmeste stolpe sendte bolden i nettet til 1-0. Føringen holdt dog ikke længe, da hjemmeholdet kort efter fik udlignet.
Efter pausen kom HB Køge Women igen foran. Nadia Nadim blev sendt afsted i dybden, trak ind i banen på sit højre ben og bankede bolden op i det nærmeste hjørne til 2-1.
FC Nordsjælland fik dog endnu en gang svaret tilbage og udlignede til 2-2, som også blev kampens slutresultat.
SE KAMPENS HØJDEPUNKTER HER
Efter kampen stod cheftræner Kristian Mørch tilbage med blandede følelser.
"Der var momenter, hvor vores plan stod rigtig stærkt, og momenter, hvor vi blev trykket lidt for meget. Men jeg står også med en følelse af, at vi leverer en rigtig flot indsats tre dage efter en Champions League-kamp," siger Kristian Mørch og fortsætter:
"Jeg står samtidig med en lidt ærgerlig fornemmelse over, at vi ikke får konverteret det til en sejr i dag. Jeg synes, mulighederne var der på dagen, særligt med tanke på, at vi spillede Champions League for tre dage siden og møder et hold, der kommer helt friske ind til kampen."
Planen lykkedes delvist
Med torsdagens europæiske opgave i benene var en del af kampplanen at kontrollere perioderne uden bold og stå mere kompakt. Det lykkedes ifølge cheftræneren i store dele af kampen, selvom han gerne havde set mere kvalitet med bolden.
"Jeg synes, vi kunne have været bedre på bolden, når vi havde tid til at bygge spillet op. Der lignede vi ikke helt os selv. Planen var at trække tempoet lidt ud, komme lidt længere ned og stå og gøre rummene mere kompakte, og det synes jeg, vi lykkedes med."
Ligesom i sæsonens første møde med FC Nordsjælland lykkedes det Svanerne at komme foran flere gange. Denne gang blev det til to føringer, men hjemmeholdet fandt begge gange en vej tilbage i opgøret.
"De er dygtige offensivt. I dag er det to lidt andenboldssituationer, og det er jo ikke altid, at de falder ned, hvor de gør. Ellers synes jeg, at vi holder dem fra de helt store muligheder inde foran mål. Det er ikke sådan, at de ingenting har, men vi har også selv muligheder for at afgøre kampen."
Trods ærgrelsen over ikke at få alle tre point med hjem fra Farum hæfter Mørch sig ved den præstation, holdet leverede efter en krævende Champions League-aften blot tre dage tidligere.
"Jeg håber bare, at når vi skal mødes i ligaen til foråret, at det bliver på lidt mere lige vilkår. At der kan komme en programlægning, hvor det ikke hver gang er under 72 timer efter, at vi har spillet Champions League, for det er virkelig en udfordring."
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?