maj 08, 2026
Når HB Køge Women lørdag møder rivalerne fra Brøndby IF i endnu et vigtigt opgør i A-Ligaen, er der lagt op til et regulært topbrag mellem ligaens nummer ét og to. Med en sejr kan HB Køge tage et stort skridt mod mesterskabet, mens et nederlag vil bringe Brøndby for alvor tilbage i guldkampen.
Forsvarsspiller Simone Boye har været i HB Køge Women i knap fem måneder, og hun lægger ikke skjul på, at hun er faldet hurtigt til i klubben.
"Jeg synes, det har været rigtig godt. Jeg er faldet hurtigt til og er rigtig glad for at være kommet til Køge – både byen og klubben. Så jeg er rigtig glad,” siger Boye.
KØB DIN BILLET TIL HELE DAGEN HER
Lørdagens opgør bliver endnu et kapitel i en række tætte kampe mellem de to hold, som allerede har krydset klinger flere gange i foråret. For Boye har kampene haft en ekstra dimension, da hun står over for sin tidligere klub.
“Det har været lidt specielt at spille mod Brøndby – specielt i Brøndby. Men det har også været nogle sjove kampe, og jeg glæder mig til, at vi skal møde dem igen.”
Selvom HB Køge har leveret stærke præstationer mod rivalerne, har resultaterne ikke altid afspejlet indsatsen. Ud over den seneste 4-1-sejr er det blevet til to uafgjorte opgør.
“Jeg synes, vi har spillet nogle gode kampe imod dem, men ikke helt fået resultaterne med os. Det håber jeg selvfølgelig, at vi får i morgen.”
Ifølge Boye bliver det afgørende at holde fokus på egne styrker, når kampen fløjtes i gang.
“Vi har selvfølgelig forberedt os på Brøndby, men jeg tror også meget på, at vi skal fokusere på os selv og gøre det, vi er gode til. Og bare have en tro på, at vi skal have en sejr.”
Der er dermed lagt op til en intens kamp med meget på spil, og forsvarsspilleren håber på stor opbakning fra tribunerne.
“Jeg tror, det bliver en rigtig god kamp, hvor der er rigtig meget at spille for for begge hold. Det ser også ud til, at vejret bliver godt, så det kan blive en rigtig sjov dag – især hvis vi tager tre point. Så derfor skal man komme på stadion.”
Der er kampstart i morgen kl. 16:00 på Køge Idrætspark. Udover en forhåbentlig fremragende kamp, vil der være en fanzone med en masse aktiviteter og autografskrivning fra udvalgte spillere.
Har man ikke mulighed for at se kampen live på stadion, kan kampen ses live på TV 2 Sport med optakt fra kl. 15:30.
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?