sep 22, 2026
HB Køge Women leverede tirsdag aften en stærk og disciplineret præstation i den første kamp i UEFA Women’s Champions Leagues ligafase, men måtte til sidst se sig slået med 1-0 af Arsenal FC efter en sen straffesparksscoring.
Svanerne var få minutter fra at tage et historisk point med hjem fra London, men trods den sene afgørelse var cheftræner Kristian Mørch stolt af det, hans spillere leverede mod den engelske storklub.
"Man bliver selvfølgelig ærgerlig, og man tænker også om, hvorfor det lige skulle være så sent, hvor vi ikke rigtig kunne nå at gøre noget den anden vej. Men det overordnede indtryk er en fantastisk indsats og en plan, der blev fulgt til punkt og prikke," siger Kristian Mørch.
Voksede ind i kampen
HB Køge Women blev fra kampens begyndelse mødt af et stort Arsenal-pres, og særligt i de første 20 minutter måtte gæsterne arbejde hårdt defensivt.
Som første halvleg skred frem, begyndte Svanerne dog i højere grad at finde sig til rette i opgøret og få mere ro på spillet med bolden.
"Vi kom igennem de første 20 minutter, hvor vi var hårdt under pres, og hvor vi lige skulle vænne os til det hele. Derefter fandt vi 25 minutter i slutningen af første halvleg, hvor vi mere og mere lignede os selv og det, vi gerne ville."
"Vi fik skabt nogle rigtig gode potentielle gennembrud. Det blev ikke til de helt store chancer, men vi så meget mere til bolden, end vi havde gjort i de første 20 minutter," fortæller cheftræneren.
Efter pausen forsøgte HB Køge Women samtidig at true Arsenal på omstillinger ved at bringe mere fart ind på banen.
"I anden halvleg skiftede vi spillere ind med lidt mere fart, så vi kunne ramme dem på nogle omstillinger, og det lykkedes fint. Til sidst tog vi vurderingen om at gå ned i en fembackkæde, fordi vi begyndte at have svært ved at forsvare feltet. Det var den vurdering, vi lavede."
Spillerne tilpassede sig undervejs
En stor del af opgaven mod Arsenal handlede om at håndtere hjemmeholdets bevægelighed og rotationer. Det krævede løbende justeringer fra HB Køge Women, og Mørch fremhæver spillernes evne til både at følge kampplanen og finde løsninger undervejs.
"Vi havde lidt svært ved deres rotationer ude i bredden og skulle have justeret på det undervejs. Spillerne løste det rigtig godt og udviklede sig gennem kampen. De var i stand til at følge en plan, men de var også i stand til at tilpasse sig inden for den."
Den stærke præstation var tæt på at udløse HB Køge Womens første point i Champions League, men den sene Arsenal-scoring betød, at Svanerne måtte forlade banen uden point.
Alligevel tager Mørch en vigtig erfaring og tro på egne evner med videre til de resterende kampe i ligafasen.
"Når vi skal møde Barcelona, har vi nu lidt mere tro på, at vi måske kan dæmme mere op for dem, end vi kunne have troet på på forhånd. Samtidig ved vi nu, at vi kan forsvare noget, hvis vi skulle stå med en føring på et tidspunkt."
Næste opgave i Champions League bliver hjemme på Køge Idrætspark mod Servette FC, og her forventer cheftræneren et anderledes kampbillede.
"Servette-kampen bliver en helt anden kamp, hvor vi forhåbentlig også kan være mere chanceskabende."
HB Køge Women tager imod Servette FC på Køge Idrætspark onsdag den 1. oktober kl. 18.45. Billetter til det opgør kan købes på hbkogew.eventii.dk.
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?