Nov 05, 2025
HB Køge Women kan se frem til flere sæsoner med kantspilleren Sarah Thygesen, der har forlænget sin kontrakt med klubben frem til sommeren 2027. Samtidig kan Sarah fejre sin 22-års fødselsdag – en dag, der byder på både kage, kamp og kontraktforlængelse.
Thygesen kom til HB Køge i 2023 og har siden spillet 49 kampe og scoret 8 mål. Udover sine præstationer i klubtrøjen har hun også repræsenteret Danmark på flere ungdomslandshold og har en enkelt A-landskamp på CV’et. Senest har hun været en del af U23-landsholdet.
Sportsdirektør Jonas Nielsen glæder sig over, at Sarah bliver i klubben to år endnu:
“Vi er meget glade for, at Sarah bliver i klubben. Hun har alle de værktøjer, vi leder efter i en spiller – hun er gennembrudsstærk, hurtig, har et rigtig godt venstreben og er målfarlig. Derudover passer hun rigtig godt ind i truppen både spillemæssigt og socialt. Hun er glad for at være her, og vi er utrolig glade for at have hende som en del af holdet.”
For Sarah Thygesen selv var beslutningen om at forlænge kontrakten ikke svær:
“Jeg er rigtig glad for at have forlænget min aftale med HB Køge Women. Klubben har en klar retning og store ambitioner, som vi arbejder fokuseret på hver dag. Jeg trives her, fordi der er et stærkt sammenhold både på og uden for banen, og det betyder meget for mig at være en del af. Samtidig bliver vi hele tiden udfordret og stillet krav til som spillere, og det motiverer mig til at blive bedre og udvikle mig. Jeg glæder mig derfor til at fortsætte i klubben og bidrage til, at vi sammen kan nå vores mål.”
HB Køge Women ønsker stort tillykke til Sarah – både med fødselsdagen og kontraktforlængelsen.
Share
You are about to leave this site. Do you want to continue?