okt 25, 2026
HB Køge Women kunne lørdag eftermiddag tage tre point med hjem fra Kolding, da svanerne besejrede Kolding IF med 3-2. Sarah Thygesen blev dobbelt målscorer i en kamp, hvor cheftræner Kristian Mørch også kunne glæde sig over flere spilleres tilbagevenden og værdifulde minutter til en række spillere.
Der var knap nok fløjtet op til lørdagens opgør på udebane mod Kolding IF, før HB Køge Women havde bragt sig foran.
Efter blot 26 sekunders spil sendte Macy Schultz en fremragende aflevering frem til Sarah Thygesen, der sikkert kunne sparke bolden i nettet til 1-0 og dermed give svanerne en drømmestart på opgøret.
Føringen holdt dog ikke længe. Allerede efter fire minutters spil fik Kolding IF udlignet til 1-1, og dermed var der lagt op til en begivenhedsrig eftermiddag.
HB Køge Women skulle dog gå til pause med føringen. Efter et flot opspil sendte Aemu Oyama en bold ind bag Koldings bagkæde, hvor Emelía Óskarsdóttir kom først på bolden og resolut sparkede den i mål uden chance for hjemmeholdets keeper.
Dermed kunne svanerne gå til pause foran 2-1.
I anden halvleg fortsatte HB Køge Women jagten på flere scoringer, og i det 71. minut kunne Sarah Thygesen kalde sig for dobbelt målscorer. Indskiftede Zuzanna Witek sendte en præcis aflevering ind bag Koldings forsvar, hvor Sarah var hurtigst på bolden og sikkert sparkede den forbi keeperen til 3-1.
Kolding IF fik dog skabt spænding om resultatet, da hjemmeholdet senere i kampen fik reduceret til 3-2. HB Køge Women formåede imidlertid at holde fast i føringen og kunne dermed tage alle tre point med hjem fra Kolding.
Highlights: Kolding IF - HB Køge Women
Vigtigt at blive ved med at vinde
Efter kampen var cheftræner Kristian Mørch tilfreds med sejren, selvom han også kunne pege på flere områder, hvor præstationen kunne have været bedre.
"Jeg er glad for, at vi har vundet, og vi har scoret tre mål. Jeg er glad for at få comeback til Rikke Marie og Sydney Jones og for at få mange flere minutter til flere spillere," fortæller Kristian Mørch.
Cheftræneren havde foretaget en række ændringer i startopstillingen sammenlignet med det seneste opgør mod Brøndby IF, og det kunne ifølge Mørch mærkes på spillet.
"Der var mange rotationer fra sidste kamp, og det gør, at det kan blive lidt svært. Vi havde det rigtig svært med underlaget i dag. Ikke fordi jeg synes, det er dårligt, men vi havde svært ved at sætte vores spil på det. På den baggrund og med det program, der venter os, er det bare vigtigt, at vi bliver ved med at vinde," forklarer cheftræneren.
Selvom HB Køge Women fik den ønskede start på opgøret, var der også defensive situationer, som Mørch ikke var tilfreds med.
"Vi havde et kæmpe fokus på at komme godt fra start, og det gjorde vi. Alligevel er vi lidt uafstemte omkring deres mål, som de eksekverer flot på. Vi sidder hele kampen med en fornemmelse af, at hver gang de kommer over midten, så får de et hjørnespark. Det skal vi gøre bedre, og der har vi nogle ting, vi skal kigge på."
Til gengæld glædede cheftræneren sig over måden, holdet håndterede kampens afslutning på, efter Kolding havde reduceret til 3-2.
"Jeg er meget tilfreds med, at vi afvikler de sidste 15 minutter, som vi gør. Efter de får scoret til 3-2, får vi faktisk spillet kampen rigtig professionelt," siger Mørch.
Vigtige comebacks i et tætpakket kampprogram
Lørdagens opgør bød også på glædelige gensyn med Rikke Marie Madsen og Sydney Jones, der begge vendte tilbage efter skadespauser.
Rikke Marie Madsen var tilbage i startopstillingen efter fire kampes fravær, mens Sydney Jones fik sine første minutter siden august.
De to spilleres tilbagevenden kommer på et vigtigt tidspunkt for HB Køge Women, der befinder sig midt i et særdeles tætpakket kampprogram med både A-Liga og UEFA Women's Champions League på programmet.
»Det er jo vigtigt. Det er ikke lykkedes endnu at finde et hold, der spiller flere kampe i den her periode, end vi gør. Faktisk er det ikke lykkedes at finde nogen, der spiller lige så mange. Derfor får vi brug for mange spillere, og der er det vigtigt lige at udvide truppen med to mere i dag,« afslutter Kristian Mørch.
Med de tre point i bagagen kan HB Køge Women nu rette blikket mod torsdagens store opgave, hvor FC Barcelona gæster et udsolgt Køge Idrætspark i UEFA Women's Champions League.
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?