maj 03, 2026
Søndag formiddag kl. 11:30 gæstede HB Køge Women Right to Dream Park, hvor FC Nordsjælland ventede. De to hold har i denne sæson haft for vane at spille dramatiske og målrige opgør, så der var lagt i kakkelovnen til endnu et af slagsen.
Kampen startede som en jævnbyrdig affære mellem de to hold, men det var hjemmeholdet, der kom frem til de største chancer. Skarpheden manglede dog, og forsøgene udfordrede ikke for alvor Alberte Vingum i svanernes mål. HB Køge Women tilspillede sig deres største chance i første halvleg, da Cassandra Korhonen kom igennem mod mål. Hun fik sendt en hård afslutning afsted, som ramte indersiden af stolpen, men desværre ikke gik i mål. Første halvleg bød ikke på meget mere, og holdene kunne derfor gå til pause ved stillingen 0-0.
I anden halvleg skete der til gengæld mere. Godt fem minutter inde fik FC Nordsjælland et frispark i højre side. Indlægget blev forsøgt clearet af Mille Gejl, men forsøget mislykkedes, og bolden endte for fødderne af en FC Nordsjælland-spiller, som med et fladt, hårdt spark sendte bolden forbi Alberte Vingum, der så bolden sent og ikke kunn gøre neget ved afslutningen.
Føringen varede dog ikke længe. Allerede minuttet efter mistede FC Nordsjælland bolden tæt ved hjørneflaget på egen banehalvdel. Jereko opsnappede bolden lige foran eget felt og sendte en førstegangsaflevering mod Catherine Paulson, som spillede en et-to med Rikke Marie Madsen. Med sin første berøring lagde Catherine en perfekt aflevering i dybden til Cassandra Korhonen på modsatte side. Korhonen løb alene mod mål og sparkede med venstrebenet bolden sikkert forbi hjemmeholdets keeper, hvilket bragte balance i regnskabet.
Efter udligningen overtog HB Køge Women initiativet. Svanerne pressede FC Nordsjælland i deres opspil, og efter flere afslutninger havnede bolden igen hos Cassandra Korhonen. Hun afsluttede mod nærmeste hjørne, men en flot redning fra Nordsjællands keeper sørgede for, at stillingen forblev 1-1. Med godt et kvarter igen fik FC Nordsjælland en spiller udvist, og ti minutter før tid gjorde Nadia Nadim comeback, hvilket tydeligt signalerede, at HB Køge gik efter sejren. Den afgørende chance udeblev dog, og svanerne måtte nøjes med ét point.
Næste opgave er lørdag den 9. maj, hvor Brøndby IF gæster Køge Idrætspark. Her vil der være masser af aktiviteter for hele familien. Kampstart er kl. 16:00, og billetter kan købes her.
Se kampens højdepunkter her
FC Nordsjælland 1-1 HB Køge Women
1-0 Princess Marfo (51. Min)
1-1 Cassandra Korhonen (52. min)
HB Køge Women startopstilling
1. Alberte Vingum
3. Macy Schultz
11. Cassandra Korhonen
13. Catherine Paulson
14. Emilia Pelgander
15. Ida Marie Jørgensen
17. Rikke Marie Madsen
19. Signe Markvardsen
23. Mille Gejl
28. Simone Boye
33. Jereko
HB Køge Women indskiftninger
Emma Pelkowski for Emilia Pelgander (59. min)
Sarah Thygesen for Catherine Paulson (59. min)
Avani Brandt for Rikke Marie Madsen (59. min)
Nadia Nadim for Macy Schultz (82. min)
Mai Wendicke for Signe Markvardsen (90. min)
A-Liga, Mesterskabsspillet
7. spillerunde, søndag d. 3. maj kl. 11.30
Right to Dream Park
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?