Oct 30, 2025
Foto: Sports Press Photo
Landsholdspausen er nu overstået, og HB Køge Women havde hele seks spillere afsted på forskellige A- og ungdomslandshold. Her kan du læse, hvordan det gik dem:
Mille Gejl og Rikke Marie Madsen
Mille Gejl og Rikke Marie Madsen var begge udtaget til Danmarks A-landshold, der spillede to vigtige kampe mod Finland om at blive i A-laget i Nations League.
Den første kamp endte med en storslået 6-1-sejr på udebane. Her startede Mille Gejl på midtbanen og fik 78 minutter på banen, mens Rikke Marie Madsen overværede hele kampen fra bænken.
Fire dage senere tog Danmark imod Finland i Parken foran 14.475 tilskuere. Endnu engang startede Mille Gejl inde og fik 58 minutter i Danmarks 2-0-sejr. Rikke Marie Madsen overværede igen hele kampen fra bænken.
Danmark vandt dermed samlet 8-1 og forbliver i det øverste lag af Nations League.
Jereko
Også Jereko havde to vigtige kampe i vente med det kenyanske landshold. Her gjaldt det to afgørende kvalifikationsopgør til Africa Cup of Nations, der spilles til foråret.
I det første opgør vandt Kenya 3-1 på hjemmebane over Gambia. Jereko startede inde og kom også på tavlen, da hun eksekverede et straffespark til perfektion. (Se målet her.)
Returopgøret fire dage senere vandt kenyanerne 1-0, hvor Jereko igen var i startopstillingen – og endnu engang kom på tavlen. (Se målet her.)
Kenya vandt samlet 4-1 og er dermed klar til Africa Cup of Nations.
Marta Lacho
Det var ikke kun Jereko, der jagtede en plads ved Africa Cup of Nations. Marta Lacho og Angola stod over for Malawi i to kvalifikationskampe.
Lacho startede inde i det første opgør på hjemmebane, som endte 0-0.
I returkampen i Malawi var Lacho igen i startopstillingen, men Angola måtte se sig slået med 2-0. Dermed lykkedes det ikke Angola at kvalificere sig til Africa Cup of Nations.
Ema Aleksić
Ema Aleksić var udtaget til det serbiske landshold, der spillede en træningskamp mod Slovenien. Her blev det til en 4-2-sejr til Serbien, hvor Ema tilbragte hele kampen på bænken.
Sarah Thygesen
Sarah Thygesen var afsted med Danmarks U23-landshold i Helsinki, hvor både Finland og Mexico ventede i to træningskampe.
I den første kamp mod værterne fra Finland vandt Danmark 3-1. Sarah startede på bænken, men blev skiftet ind efter 63 minutters spil.
I det andet opgør mod Mexico startede Sarah igen på bænken, men kom ind ved anden halvlegs start. Efter 86 minutter måtte hun dog forlade banen, da hun blev udvist. Kampen endte 1-1.
Emilie Holt
Emilie Holt var udtaget til Danmarks U19-landshold, som spillede to træningskampe i Italien. I det første opgør fik Emilie alle 90 minutter i en kamp, der endte med et 1-0-nederlag.
I den anden kamp startede hun på bænken, men kom ind i anden halvleg – og kom på tavlen med scoringen til 3-1, som også blev slutresultatet.
Share
You are about to leave this site. Do you want to continue?