Landsholdsopdatering: Sådan gik det vores spillere HB Køge

Landsholdsopdatering: Sådan gik det vores spillere

Landsholdsopdatering: Sådan gik det vores spillere

Landsholdsterminen er slut, og vores landsholdsaktuelle spillere vender nu tilbage til HB Køge Women. Det har været en begivenhedsrig periode med både en landsholdsdebut, en flot milepæl og flere spillere, der har sikret sig videre avancement med deres landshold. Her får du et overblik over, hvordan det er gået vores spillere.

Alberte Vingum, Mille Gejl og Simone Boye – Danmark

Alberte Vingum, Mille Gejl og Simone Boye var alle med det danske landshold i Canada, hvor to testkampe mod værtsnationen ventede.

Danmark har allerede kvalificeret sig til VM i 2027 og skulle derfor ikke spille playoff-kampe i denne landsholdstermin. I stedet blev turen til Canada brugt på at teste sig mod verdens niendebedste landshold.

Det første opgør blev spillet i Montreal og endte 1-1, inden Canada vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence.

Simone Boye var med fra start, mens Alberte Vingum og Mille Gejl begyndte på bænken. Boye blev skiftet ud i pausen, hvor både Alberte og Mille kom på banen og spillede resten af kampen.

Det andet opgør blev spillet i Toronto, hvor Danmark denne gang vandt 4-3. Kampen var samtidig en særlig en af slagsen for Simone Boye, der spillede sin landskamp nummer 100 for Danmark!

Boye var igen med fra start, mens Mille Gejl blev skiftet ind efter 69 minutters spil. Alberte Vingum måtte denne gang overvære hele kampen fra bænken.

Stort tillykke til Boye med de 100 landskampe!

Kyra Carusa – Irland

Kyra Carusa og det irske landshold skulle i aktion i VM-kvalifikationen, hvor Kasakhstan ventede i to playoff-kampe om en plads i næste kvalifikationsrunde.

Det første opgør blev spillet på udebane i Kasakhstan, og her fik Irland en rigtig god start på playoff-opgørene.

Kyra var med fra start og skulle blot bruge syv minutter på at bringe Irland foran 1-0. Efter 28 minutters spil var hun igen på pletten, da hun scorede sit andet mål i kampen og øgede føringen til 3-0.

Kyra blev skiftet ud i pausen og kunne fra bænken se sine holdkammerater sikre en overbevisende 8-0-sejr.

Dermed tog Irland et rigtig godt udgangspunkt med hjem til returopgøret.

I returopgøret sikrede Irland sig videre avancement med en 4-0-sejr og dermed en samlet sejr på hele 12-0.

Kyra startede kampen på bænken, men blev skiftet ind mod slutningen af opgøret og var dermed med til at sikre Irlands plads i næste runde af VM-kvalifikationen.

Jereko – Kenya

Jereko og Kenya tog hul på kvalifikationen til OL i 2028, hvor Seychellerne ventede i to opgør. Det blev til to store sejre for Kenya, der samlet vandt hele 22-0.

Den første kamp blev spillet på udebane, hvor Kenya vandt 11-0. Her måtte Jereko overvære hele kampen fra bænken.

I returopgøret på hjemmebane var Jereko med fra start og bar samtidig anførerbindet.

Kenya vandt endnu en gang 11-0, og denne gang kom Jereko også selv på måltavlen med to scoringer.

Med den samlede sejr på 22-0 er Kenya nu klar til næste runde af OL-kvalifikationen.

Mercy Chipasula – Zambia

Også Mercy Chipasula var afsted med sit landshold, da Zambia skulle spille to OL-kvalifikationskampe mod Uganda.

Det første opgør blev spillet på udebane, hvor Zambia tabte 2-1. Dermed skulle Zambia bruge en sejr i returopgøret på hjemmebane for at sikre sig videre avancement.

Og det lykkedes, da Zambia vandt returkampen med 4-1 og dermed sikrede sig en samlet sejr på 5-3.

Mercy begyndte begge kampe på bænken, men blev skiftet ind i anden halvleg i begge opgør.

Zambia er dermed videre til næste runde af OL-kvalifikationen.

Emelía Óskarsdóttir – Island

For Emelía Óskarsdóttir var det et særligt landsholdstermin, da hun for første gang var udtaget til Islands A-landshold.

Island skulle møde Kroatien i to playoff-kampe om en plads i næste runde af VM-kvalifikationen.

Det første opgør blev spillet på udebane i Kroatien, hvor Island vandt 4-0. Emelía måtte overvære hele denne kamp fra bænken.

I returopgøret hjemme på Island kom debuten dog!

Med ti minutter tilbage af kampen blev Emelía skiftet ind og fik dermed sine første minutter for det islandske A-landshold.

Island vandt kampen 5-0, og Emelía var på banen, da holdet scorede kampens sidste to mål.

Med den samlede sejr på 9-0 er Island videre til næste runde af VM-kvalifikationen.

Et stort tillykke med landsholdsdebuten til Emelía!

Zuzanna Witek – Polen

Ligesom Emelía var Zuzanna Witek for første gang udtaget til sit lands A-landshold.

Zuzanna var med Polen, der skulle møde Belgien i to playoff-kampe om en plads i næste runde af VM-kvalifikationen.

Det første opgør blev spillet på udebane i Belgien, hvor Polen tabte 1-0. Zuzanna så hele kampen fra bænken.

Dermed skulle Polen bruge en sejr i returopgøret på hjemmebane for at holde liv i VM-drømmen.

Polen vandt den ordinære spilletid med 2-1, hvilket betød, at de to hold stod lige samlet, og kampen derfor skulle i forlænget spilletid.

Her fik Belgien udlignet til 2-2 og bragte sig dermed foran 3-2 samlet. Men i det 116. minut scorede Polen til 3-2, og dermed skulle opgøret afgøres i en straffesparkskonkurrence.

Her trak Polen det længste strå og sikrede sig en plads i næste runde af VM-kvalifikationen.

Zuzanna måtte overvære hele kampen fra bænken og fik derfor ikke sin A-landsholdsdebut i denne omgang. Til gengæld kunne hun sammen med sine holdkammerater fejre videre avancement i VM-kvalifikationen.

Dele

Link

Link copied to clipboard!

Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?

Tilbage til toppen