sep 01, 2026
Onsdag aften venter en af sæsonens hidtil største kampe, når HB Køge Women tager imod PSV Eindhoven på Køge Idrætspark i den sidste og afgørende kvalifikationskamp til UEFA Women’s Champions League.
Svanerne går ind til opgøret med et stærkt udgangspunkt efter sidste uges 1-0-sejr i Eindhoven. Nu skal arbejdet gøres færdigt på hjemmebane, og cheftræner Kristian Mørch lægger ikke skjul på, at der er en stor aften i vente.
KØB BILLETTER TIL HB KØGE WOMEN - PSV EINDHOVEN HER
"Vi glæder os helt vildt. Vi håber og går efter, at det bliver den første af mange store aftener i den her sæson. Forhåbentlig kan vi, når sæsonen er færdig, kigge tilbage på den her aften som den, der åbnede døren til mange store oplevelser," siger Kristian Mørch.
Et mål kan blive meget værd
HB Køge Women har en 1-0-føring med hjem fra Holland efter Kyra Carusas scoring kort før pausen i det første opgør. Det betyder, at PSV kommer til Køge med et behov for at jagte et resultat.
Ifølge Kristian Mørch giver det svanerne nogle interessante muligheder i kampen.
"Det er en stor fordel, og det betyder selvfølgelig, at PSV er nødt til at jagte noget fra start. Samtidig er vi meget bevidste om, at hvis vi scorer én gang, så skal de score tre for at vinde. Det er en god ting at have med sig, at ét mål kan være så meget værd. Så det kommer vi til at gå efter."
Cheftræneren forventer ikke, at PSV kommer til Køge med en markant anderledes tilgang end den, HB Køge Women mødte i Eindhoven.
"Jeg forventer mere af det samme og den samme type fodbold. Det ligger egentlig fint til os, fordi vi kan bevare noget kontrol i kampen. Vi synes, at vi skabte flere og flere muligheder mod dem i den første kamp, og jo mere de skal frem og jagte noget, desto mere vil det åbne sig for os. Det har vi det rigtig godt med."
Skal være klar på PSV's løsninger
Selvom udgangspunktet er godt, er opgaven langt fra færdig. PSV viste i den første kamp, at de kan skabe problemer, og derfor bliver det igen vigtigt, at HB Køge Women er skarpe i det defensive arbejde.
"Vi skal være meget bevidste om de løsninger, de har i deres angreb. Det er et hold, der spiller meget kontrolleret og skematisk, og vi skal have styr på deres mest anvendte løsninger, ligesom vi havde det i Eindhoven," siger Kristian Mørch.
Håber på stor opbakning i Køge
Onsdagens kamp bliver ikke kun stor på banen. Der er lagt op til en særlig europæisk aften på Køge Idrætspark, hvor svanerne med et samlet avancement kan sikre sig en plads i UEFA Women’s Champions League.
Og cheftræneren håber, at mange vil være med til at skabe rammerne omkring den afgørende kamp.
"Vi glæder os helt vildt til at spille i en flot kulisse. Jeg synes, vi har leveret mange højdepunkter hen over det seneste års tid, og der er alle gode muligheder for, at det kan blive et af dem igen. Vi er begyndt at få en rigtig god opbakning, og jeg sætter stor pris på de mennesker, der kommer og støtter os."
Der er kampstart mellem HB Køge Women og PSV Eindhoven onsdag kl. 19.00 på Køge Idrætspark. Har du ikke mulighed for at komme på stadion, kan kampen ses live på Sport Live. Læs mere her om, hvordan du får adgang til kampen.
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?