aug 07, 2026
Lørdag eftermiddag venter en afgørende europæisk opgave for HB Køge Women, når de skotske mestre fra Heart of Midlothian står på den anden side i finalen i anden kvalifikationsrunde til UEFA Women's Champions League. En sejr vil sende de danske mestre videre til tredje og sidste kvalifikationsrunde inden ligafasen.
Cheftræner Kristian Mørch ser tilbage på onsdagens overbevisende 4-1-sejr over Riga FC med stor tilfredshed – både over holdets præstation og den ramme, der blev skabt omkring kampen på Køge Idrætspark.
Køb billetter til finalen i morgen
"Det var en god oplevelse. Jeg synes, der var gjort rigtig meget godt ud af afviklingen af kampen, og jeg er enormt taknemmelig over alle de mennesker, der har lagt så mange kræfter i, at vi kunne afholde turneringen. Jeg er stolt af det, vi præsenterede som klub, så stor ros til alle, der har været med til at gøre det muligt," siger Kristian Mørch.
På banen glædede cheftræneren sig over, at holdet voksede ind i opgøret og satte sig tungt på semifinalen.
"Vi skulle lige i gang, men jeg er meget tilfreds med den måde, vi hen over hele kampen ender med at dominere den og også vinder ganske klart."
Venter en stærk skotsk modstander
I finalen venter Heart of Midlothian, som onsdag besejrede litauiske FC Gintra med 2-1 i den anden semifinale. Kristian Mørch overværede den kamp fra tribunen, og har derfor en idé om, hvad der venter dem.
"Jeg så deres kamp onsdag, og jeg har også set den igen efterfølgende samt kigget på, hvad Hearts har præsteret det seneste år. Det er en dygtig modstander, og det bliver en svær kamp."
Selvom Hearts spiller deres første europæiske sæson, mener HB Køge Women-cheftræneren ikke, at det fortæller hele historien.
"Det var det bedste hold i Skotland sidste år, hvor de blandt andet sluttede foran Glasgow City, som vi selv havde nogle svære kampe mod i Europa. Det er et hold, der er bygget op over mange år. De er meget sammenspillede og har et tydeligt koncept, så det bliver en god udfordring."
Samme HB Køge Women-udtryk
Heart of Midlothian spiller markant anderledes end Riga FC, og derfor forventer Kristian Mørch også et andet kampbillede. Det ændrer dog ikke på HB Køge Womens ambitioner.
"Hearts spiller meget anderledes end Riga, så modstanderen er selvfølgelig med til at præge kampen. Men vores eget udtryk vil langt hen ad vejen være det samme."
Håber på endnu en stor kulisse
Onsdagens semifinale blev spillet foran en flot kulisse på Køge Idrætspark, og cheftræneren håber, at opbakningen bliver mindst lige så stor til lørdagens finale.
"Jeg vil gerne have de trummedrenge med til alle kampe, en fyldt lounge og masser af mennesker på langsiden igen. Det skabte en fantastisk stemning, og jeg håber, vi oplever det samme i finalen."
Finalen mellem HB Køge Women og Heart of Midlothian fløjtes i gang lørdag kl. 15.30 på Køge Idrætspark. Vinderen avancerer til tredje og sidste kvalifikationsrunde til UEFA Women's Champions League.
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?