okt 19, 2026
Tirsdag aften er der igen A-Liga-fodbold på Køge Idrætspark, når HB Køge Women tager imod Brøndby IF kl. 19.00. Efter en landsholdspause, hvor flere af klubbens spillere har været i aktion rundt omkring i verden, er cheftræner Kristian Mørch og resten af holdet klar til at tage hul på et travlt kampprogram.
KØB DIN BILLET TIL HB KØGE WOMEN - BRØNDBY IF
Landsholdspausen har givet mulighed for lidt ekstra restitution for nogle af spillerne, mens en stor del af truppen har været afsted med deres respektive landshold.
"Det har været en blandet omgang. For os, der har været hjemme, har det været rigtig fint at få lidt flere fridage, og vi har også brugt pausen på at spille en træningskamp mod Sundby. Men en stor del af vores spillere har haft landsholdsopgaver, og vi har haft spillere i aktion på fire forskellige kontinenter. Så det har bestemt ikke været fri for alle," fortæller Kristian Mørch.
Verdens travleste kampprogram venter
Flere af klubbens landsholdsspillere har haft en succesfuld landsholdstermin. Emelía Óskarsdóttir fik sin debut for Island, mens både Kyra Carusa og Jereko kom på måltavlen for deres respektive landshold.
Selvom cheftræneren glæder sig over spillernes præstationer, har der også været stort fokus på at holde øje med deres belastning. Ifølge Kristian Mørch står HB Køge Women nemlig over for et kampprogram, som ingen andre klubhold i verden kan matche i den kommende periode.
"Vi har selvfølgelig kigget på, hvilken belastning vores spillere har været udsat for, og vi har forsøgt at være i dialog med mange af forbundene. Vi har også informeret dem om, at vi mellem de næste to landsholdsterminer har det travleste kampprogram af alle klubhold i verden, både på herre- og kvindesiden. Der er ingen, der spiller flere kampe end os i den periode," fortæller Mørch.
Et Brøndby-hold i god form
Tirsdagens modstander er et Brøndby-mandskab, der har fundet en god rytme efter en svingende sæsonstart. Kristian Mørch forventer derfor et spændende opgør mod en modstander, som HB Køge Women efterhånden kender godt.
"Det er altid nogle sjove opgør. Brøndby kommer ofte med noget lidt anderledes, når de spiller mod os. Siden vi mødte dem sidst, har de fundet mere kontinuitet omkring deres amerikanske stamme, suppleret med nordiske spillere og talenter. Men vi er også bevidste om, at de godt kan finde på at ændre lidt, når de møder os, så det er vi forberedte på."
En af de spillere, som cheftræneren særligt fremhæver hos gæsterne, er Mila Bischoff, der har en central rolle i Brøndbys offensive spil.
"Mila Bischoff er involveret i stort set alle deres succesfulde offensive situationer. Og så skal vi være dygtige til hurtigt at aflæse, hvad de har valgt at komme med til netop kampen mod os, og få udnyttet de muligheder, det giver os," forklarer Mørch.
Fokus på eget spil
Selvom opgørene mellem HB Køge Women og Brøndby IF gennem tiden har budt på flere tætte og intense kampe, er det ikke nødvendigvis modstanderen, der fylder mest hos Kristian Mørch frem mod tirsdagens kamp.
For cheftræneren handler det i højere grad om den udvikling, han ser hos sit eget hold.
"Jeg er egentlig et sted, hvor jeg synes, alle kampe er sjove at spille efterhånden. For mig er det ikke så forskelligt, om det er Brøndby eller Kolding, som vi møder efterfølgende. Jeg synes, vores hold lige nu er så spændende at se spille, at mit fokus ikke er så meget på, hvem vi møder," afslutter Kristian Mørch.
Der er kampstart på Køge Idrætspark tirsdag den 20. oktober kl. 19.00, og du kan købe din billet på hbkogew.eventii.dk.
Har du ikke mulighed for at se kampen på stadion kan kampen også ses live på TV 2 Sport med optakt fra kl. 18.30.
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?