maj 23, 2026
HB Køge Women tog søndag en vigtig 1-0-sejr over Fortuna Hjørring og er dermed tilbage på førstepladsen i A-Ligaen med to runder tilbage.
Efter kampen var cheftræner Kristian Mørch tilfreds med store dele af præstationen mod de forsvarende danske mestre.
"Jeg synes, at de sidste to tredjedele af kampen er på et rigtig, rigtig fint niveau. Vi skal stadig huske, at det er de danske mestre og pokalvindere, vi spiller mod, så vi kan ikke bare forvente at køre modstanderne over hver eneste gang," sagde han.
Selvom Fortuna pressede på mod slutningen, var cheftræneren især tilfreds med holdets defensive arbejde.
"Vi spillede måske lidt nervøst til sidst, og vi begyndte at spille begivenheden lidt for meget. Men jeg synes faktisk, at vi gør det rigtig godt. Jeg synes nærmest ikke, at vi giver noget væk i dag, og det er imponerende, når vi også skal rokere rundt på holdet," lød det fra Kristian Mørch.
Sejren betyder samtidig, at HB Køge Women igen indtager førstepladsen efter Brøndby IF Womens resultat dagen før.
"Vi spiller jo for at vinde mesterskabet, og det gør vi især nu, hvor der kun er to runder igen, og vi har det i vores egne hænder. Men fokus er hele tiden på, at vi vil blive ved med at levere den rigtig fine fodbold, som vi gør for tiden," sagde cheftræneren.
Kampens eneste scoring blev sat ind af Nadia Nadim, som dermed kom tilbage på måltavlen.
"Det er jo den scene, der er lavet til Nadia. Hun skal være der, og hun skal være med til at gøre det her," sagde Kristian Mørch.
Nu venter der to afgørende kampe i jagten på mesterskabet, men cheftræneren ønsker fortsat fuldt fokus på selve præstationerne.
"Vi skal passe på, at det ikke bliver sådan noget finalestemning. Det er en fodboldkamp, vi skal ud og spille, og vi har været dygtige mod de hold, når vi bare har spillet det som en fodboldkamp med en konkret udfordring," afsluttede han.
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?