Kristan Mørch inden Fortuna: "Vi har set frem til kampen" HB Køge

Kristan Mørch inden Fortuna: "Vi har set frem til kampen"

Kristan Mørch inden Fortuna: "Vi har set frem til kampen"

Lørdag går turen nordpå for HB Køge Women, når Fortuna Hjørring venter i A-Ligaen, og cheftræner Kristian Mørch ser frem til endnu et opgør mellem to af dansk kvindefodbolds tophold.

HB Køge Women skal lørdag forsøge at komme tilbage på sejrssporet i A-Ligaen efter sidste weekends nederlag til FC Nordsjælland. Det skal ske på udebane mod Fortuna Hjørring – en modstander, som svanerne har haft mange tætte opgør mod gennem de seneste sæsoner.

Derfor er turen til Hjørring også en af de kampe, som cheftræner Kristian Mørch altid ser frem til.

"Det er altid en speciel kamp, når man skal til Fortuna. Det er et sted, hvor vi har spillet mange kampe gennem tiden, og hvor man altid ved, at man møder et tophold. Vi har set frem til kampen, og vi har også set frem til at rejse os oven på vores seneste nederlag i ligaen og levere en rigtig god indsats," siger Kristian Mørch.

Et stærkt fundament

Fortuna Hjørring har fået en god start på den nye sæson efter sommerens trænerskifte. Selvom der er kommet nye idéer til holdets udtryk, ser Mørch fortsat mange af de kvaliteter, som har kendetegnet nordjyderne gennem de seneste år.

"Der var allerede et rigtig godt fundament, og det har været et virkelig godt hold gennem de sidste to-tre år. De havde lidt modgang i mesterskabsspillet senest, men det ændrer ikke på, at det er et rigtig godt hold."

Cheftræneren hæfter sig samtidig ved, at Fortuna har fået nye elementer ind i deres spil.

"De har fået lidt midtjysk inspiration i deres måde at spille på med mere fart og flere omstillinger. Det er noget, vi skal være klar til at håndtere."

Vil sætte tempo på kampen

Selvom der venter en vanskelig opgave i Hjørring, har HB Køge Women en klar tro på egne kvaliteter. Svanerne vil forsøge at sætte tempo på opgøret og er samtidig klar til en kamp, der kan udvikle sig til at blive åben.

"Vi tror på, at vi kan spille i et højere tempo. Selv hvis kampen bliver meget åben, synes vi også, at vi kan drage fordel af det. Det bliver en rigtig dygtig modstander, men det er også en modstander, som vi synes passer godt til os," afslutter Kristian Mørch.

Der er kampstart mellem Fortuna Hjørring og HB Køge Women lørdag kl. 13.00, og kampen kan ses live på TV 2 Play.

Dele

Link

Link copied to clipboard!

Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?

Tilbage til toppen