Jack Jeppesen er Årets Træner i HB Køge Women 2025 HB Køge

Jack Jeppesen er Årets Træner i HB Køge Women 2025

Jack Jeppesen er Årets Træner i HB Køge Women 2025

Det er ikke kun dem inden for kridtstregerne, der fortjener hæder. Det gør også dem, der står på sidelinjen og hver dag er med til at forme morgendagens talenter. Og netop her finder vi Årets Træner i HB Køge Women 2025. Valget faldt nemlig på Jack Jeppesen, som til daglig arbejder i klubbens ungdomsafdeling.

Jack har været en del af klubben i otte år og har dermed været med helt fra begyndelsen. Han har siden haft mange forskellige roller, men er i dag omkring U19-holdet. Oprindeligt blev han ansat som assistenttræner, men siden oktober har han fungeret som midlertidig cheftræner. En rolle, han fortsætter i ind i det nye år.

Sportsdirektør Jonas Nielsen sætter ord på, hvorfor Jack er årets vinder:

“Jack er blevet kåret som Årets Træner i HB Køge Women, en hæder der i dén grad afspejler hans betydning for klubben. I de otte år, han har været her, har han sat et markant aftryk. Ikke kun gennem sit arbejde på banen, men i lige så høj grad gennem den måde, han møder mennesker på.”

“Jack er en af de sjældne typer, der giver alt af sig selv hver eneste dag. Spillere og stab mærker hans engagement i alt, hvad han gør, og hans energi løfter fællesskabet omkring ham. Et godt eksempel kom til årets afslutningsmiddag på Rox Resort, hvor Jack modtog prisen. Et par af de nye spillere var i tvivl om, hvem han egentlig var, og spurgte derfor nogle af vores unge spillere ved bordet. Den ene svarede spontant: ‘I love being coached by that guy,’ og en anden stemte straks i.”

“Selvom Jack aldrig har haft ambitioner om at være cheftræner, viste året tydeligt, hvem han er som klubmand. Da han pludselig stod med ansvaret som midlertidig cheftræner for U19-holdet, tog han opgaven på sig uden tøven. Ikke fordi det var hans drøm, men fordi det var dét, klubben havde brug for. Han trådte ind i rollen med ydmyghed, passion og et ansvarstagende drive, der imponerede alle omkring ham. For os er Jack indbegrebet af en klubmand: loyal, engageret og altid villig til at gå forrest. Derfor er det ikke bare fortjent, men helt naturligt at han i år modtager prisen som Årets Træner.”

Et stort tak skal lyde til Hammershus Bageri, der har sponsoreret prisen.

Årets Træner - Hammershus Bageri-prisen:
2025: Jack Jeppesen

Share

Link

Link copied to clipboard!

You are about to leave this site. Do you want to continue?

Back to Top