feb 19, 2026
Det er en stor og glædelig nyhed for HB Køge Women, at hele tre spillere, Mille Gejl, Simone Boye og Alberte Vingum, er udtaget til den danske landsholdstrup, der indleder VM-kvalifikationen frem mod slutrunden i 2027.
At HB Køge Women er den eneste klub fra ligaen med spillere i landsholdstruppen understreger det sportslige niveau i klubben og bredden i de profiler, der nu skal trække i de rød-hvide farver.
Med hele 93 A-landskampe i bagagen er Simone Boye en af de mest rutinerede kræfter i dansk kvindefodbold. Hun bringer ro, overblik og international erfaring ind i truppen – kvaliteter der bliver afgørende i en VM-kvalifikation, hvor marginalerne ofte er små.
Om udtagelsen siger Simone Boye:
“Jeg sætter virkelig pris på at få lov til at spille på landsholdet. Det er altid stort at være med, og det er ekstra spændende nu, hvor vi skal i gang med kampe om at kvalificere os til VM. Og efter næsten 100 landskampe betyder det fortsat utrolig meget at repræsentere Danmark.”
En kæmpe ære både sportsligt og personligt
Mille Gejl har spillet 39 A-landskampe og er en etableret og stabil del af landsholdet. Med solide kræfter leverer Mille kontinuerligt og bidrager med balance, arbejdsomhed og taktisk forståelse.
“Det er altid noget helt særligt at blive udtaget til landsholdet og få lov til at repræsentere Danmark. Jeg er både stolt og taknemmelig over at være med i de kommende VM-kvalifikationskampe. Jeg ser frem til at samles med pigerne igen og ikke mindst til at spille foran de danske fans i Horsens og forhåbentlig få en god start på kvalifikationen,” fortæller Mille Gejl.
Anerkendelse af det daglige arbejde
For Alberte Vingum markerer udtagelsen et betydningsfuldt øjeblik i karrieren. Det er kulminationen på en målrettet indsats i hverdagen og et tydeligt signal om den udvikling, hun har gennemgået.
“Det betyder enormt meget for mig. Sportsligt er det et stort skridt og en anerkendelse af det arbejde, jeg har lagt i klubben,” lyder det for Alberte Vingum og fortsætter:
“Jeg er stolt af at være en del af landsholdet og kunne spille for Danmark på den internationale scene. Det giver en ekstra motivation til altid at levere mit bedste. Jeg ser frem til at bygge videre på det, vi er i gang med som trup, og til fortsat at udvikle mig i det miljø, vi har på landsholdet. Samtidig glæder jeg mig altid til samlingerne både til arbejdet på banen og til fællesskabet i gruppen og se de andre igen.”
Mille Gejl, Simone Boye og Alberte Vingum er alle med i truppen, der spiller første kvalifikationskamp mod Serbien tirsdag den 3. marts kl. 18.00 i Horsens. Herefter går turen til Vicenza i Italien, hvor Italien venter lørdag den 7. marts kl. 18.15. Begge kampe vises på DR.
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?