jan 02, 2026
HB Køge Women henter den 20-årige forsvarsspiller Ida Marie Jørgensen i OB Q. Ida Marie kommer til klubben med erfaring fra A-ligaen, hvor hun har spillet flere kampe for fynboerne.
”Ida Marie Jørgensen er en spiller, som både Kristian og jeg tidligere har haft mulighed for at arbejde sammen med. Det er den type spiller, man ikke glemmer, og hvis hun ikke var den allerførste, så var hun i hvert fald blandt de første navne, vi skrev på blokken, da vi begyndte at identificere vores transfermål. På trods af sin unge alder har Ida Marie allerede vist, at hun besidder kvaliteterne til at blive en profil i A-ligaen. Hun kombinerer et naturligt talent med et stort udviklingspotentiale, som vi har fulgt tæt over en længere periode. Vi er samtidig bevidste om, at der skal udvises tålmodighed, da hun er på vej tilbage til sit tidligere niveau efter en længere skadesperiode. Netop derfor glæder det os ekstra meget, at hun nu er en del af truppen, så vi kan støtte hende i processen og give hende de rette rammer for igen at nå sit topniveau,” siger sportsdirektør Jonas Nielsen.
Udover sin tid i OB Q har Ida Marie også repræsenteret flere danske ungdomslandshold. Det er indtil videre blevet til 36 ungdomslandskampe fordelt på U16- til U23-landsholdene.
Nu ser hun frem til at trække HB Køge Women-trøjen over hovedet og blive en del af et setup, som hun glæder sig til at opleve.
”Jeg har valgt at flytte til Køge, fordi jeg har fået muligheden for at blive en del af et setup i HB Køge Women, som jeg ser som det helt rigtige skridt for mig. Klubben tilbyder nogle professionelle rammer, der giver mig mulighed for at fokusere 100% på fodbolden og min udvikling som spiller. Jeg glæder mig rigtig meget til at udvikle mig både individuelt og som holdspiller i et miljø med høje krav, dygtige trænere og professionelle omgivelser. Samtidig ser jeg frem til at blive udfordret hver dag, tage næste skridt i min karriere og bidrage positivt til holdet og klubben,” siger Ida Marie om sit skifte til klubben.
Ida Marie møder sine nye holdkammerater, når hun, sammen med resten af truppen, indleder forberedelserne frem mod forårssæsonen om få dage.
Velkommen til klubben, Ida Marie!
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?