Dødbringende dødbolde blev forskellen mod Brøndby IF HB Køge

Dødbringende dødbolde blev forskellen mod Brøndby IF

Dødbringende dødbolde blev forskellen mod Brøndby IF

Sidste sæsons nummer ét og to mødtes onsdag aften på 1964 Park i en kamp, der ikke skulle vise sig at blive det festfyrværkeri, man måske kunne have håbet på. Alligevel blev der scoret tre mål, og det blev også til en sejr til sidste sæsons nummer ét, HB Køge Women.

Kampens første scoring faldt inden for de første 10 minutter. Et hjørnespark fra Signe Markvardsen blev sendt mod bagerste stolpe, hvor Kyra Carusa kom højest og kunne heade bolden i mål til 1-0 efter otte minutters spil. En drømmestart for svanerne, der dermed fik lagt et godt fundament for at fortsætte deres ubesejrede stime.

Første halvleg havde ellers ikke det store at byde på. Macy Schultz forsøgte sig blandt andet med et fint langskud, som Brøndbys keeper måtte strække sig for at nå, men ellers var de helt store muligheder få. Holdene kunne derfor gå til pause med en 1-0-føring til HB Køge Women.

I anden halvleg blev der gået lidt mere til stålet. Der faldt tre gule kort, og generelt blev der begået mange frispark, hvilket betød, at spillet for begge hold i længere perioder blev mere hakkende end flydende. Det var måske også et meget godt billede på, at målene denne aften ikke skulle findes i åbent spil.

Efter en times spil fik HB Køge Women endnu et hjørnespark, som Signe Markvardsen igen skulle tage sig af. Endnu en gang sigtede hun mod bagerste stolpe, hvor Simone Boye denne gang stod klar. Uden at behøve at hoppe kunne hun dirigere bolden i mål med et hårdt hovedstød uden chance for Brøndbys keeper og dermed bringe svanerne foran 2-0.

Hjemmeholdet ville dog også på tavlen, og det skete endnu en gang efter et hjørnespark. Bolden blev sendt ind fra venstresiden, hvor en Brøndby-spiller fik headet mod mål. Her stod både Signe Markvardsen og Maria Uhre klar til at cleare bolden, men førstnævnte fik ramt bolden forkert, og den endte i nettet. Det var dog Brøndbys Michaela Kovacs, der blev noteret for scoringen, da hendes hovedstød var inden for målrammen.

Efter reduceringen pressede hjemmeholdet naturligt mere på for en udligning, men den kom aldrig. Dermed kunne HB Køge Women tage sæsonens fjerde ligasejr ud af fire mulige med hjem til Køge.

På onsdag venter næste opgave, og denne gang gælder det UEFA Women’s Champions League. Her venter de hollandske mestre fra PSV Eindhoven på deres hjemmebane i det første af to opgør i tredje og sidste kvalifikationsrunde.

Svanerne spiller returopgøret den efterfølgende uge, onsdag den 2. september kl. 19.00 på Køge Idrætspark, og du kan allerede nu købe din billet til opgøret her.

Se kampens højdepunkter her.

Brøndby IF 1-2 HB Køge Women
0-1 Kyra Carusa (8. min)
0-2 Simone Boye (60. min)
1-2 Michaela Kovacs (71. min)

HB Køge Women startopstilling
1. Alberte Vingum
2. Maria Uhre
3. Macy Schultz
7. Kyra Carusa
9. Nadia Nadim
11. Cassandra Korhonen
12. Sarah Thygesen
19. Signe Markvardsen
23. Mille Gejl
28. Simone Boye
33. Jereko

HB Køge Women indskiftninger
Rikke Marie Madsen for Sarah Thygesen (60. min)
Zuzanna Witek for Kyra Carusa (61. min)
Laura Hermann for Jereko (82. min)

Brøndby IF - HB Køge Women 1-2
A-Liga, 4. spillerunde
Onsdaf d. 19. august, kl. 19.00
1964 Park


 

Dele

Link

Link copied to clipboard!

Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?

Tilbage til toppen