sep 10, 2026
HB Køge Women har gennemført et klubrekordsalg af den 28-årige svenske kantspiller Cassandra Korhonen til engelske Charlton FC, der spiller i den bedste engelske række.
Salget af Cassandra overgår dermed salget af Signe Markvardsen til Bristol City tidligere på måneden.
”Endnu engang har vi slået vores egen rekord for spillersalg. Vi modtog et tilbud, som var svært at sige nej til, og som samtidig giver Cassandra muligheden for at tage det næste skridt i sin karriere og forfølge drømmen om at spille i WSL.
Vi er stolte af, at vi på blot ét år har været med til at udvikle Cassandra til en spiller, der nu får muligheden på den største scene. Det er samtidig et stærkt bevis på det udviklingsmiljø, vi har bygget op i HB Køge Women,” siger Sporting Director Jonas Nielsen.
Cassandra kom til klubben sidste sommer og nåede at spille 40 kampe og score syv mål for HB Køge Women. Hendes sidste scoring blev det afgørende mål mod PSV Eindhoven, der var med til at sende HB Køge Women videre til ligafasen i UEFA Women’s Champions League.
Cassandra forlader samtidig klubben som både dansk mester og pokalvinder efter at have spillet en central rolle i klubbens historiske triumfer i sidste sæson.
”Cassandra var den første spiller, vi hentede, da vi tog hul på et nyt kapitel for HB Køge Women med de nye ejere, og hun har siden vist sig at være alt det, vi håbede på – og mere til. Få spillere har været så kampafgørende for os som Cassandra, og det understregede hun på fornemste vis i sin sidste kamp for klubben, da hun scorede målet mod PSV Eindhoven, der var med til at sikre os en plads i UEFA Women’s Champions League.
Vi er enormt taknemmelige for alt det, Cassandra har givet til klubben, både på og uden for banen. Vi ønsker hende og hendes familie alt det bedste i England og håber selvfølgelig, at vi får mulighed for at se hende igen, når vi selv rejser til London for at møde Arsenal,” afslutter Sporting Director Jonas Nielsen.
Alle i og omkring HB Køge Women takker Cassandra for hendes tid og indsats i klubben og ønsker hende alt det bedste i næste kapitel af karrieren.
Dele
Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?