Alberte Vingum forlænger med HB Køge Women: “Det føles som hjem” HB Køge

Alberte Vingum forlænger med HB Køge Women: “Det føles som hjem”

Alberte Vingum forlænger med HB Køge Women: “Det føles som hjem”

HB Køge Women har forlænget kontrakten med den 21-årige danske landsholdskeeper Alberte Vingum til 2028, der hermed fortsætter sin karrieremæssige rejse i klubben.

Alberte Vingum kom til HB Køge Women fra Odense Q, som blot 16-årig og fik debut samme år i 2021. Skiftet fra Fyn til Køge var et stort skridt sportsligt såvel som personligt, men siden har hun taget markante skridt i sin udvikling og spillet sig fra ungdomsrækkerne til en fast rolle på førsteholdet. 

“HB Køge Women er noget helt særligt for mig, fordi det føles som hjem. Jeg har været her i snart fem år, og jeg har udviklet mig enormt både som spiller og som menneske. Der er et professionelt og ambitiøst miljø, hvor jeg trives og bliver udfordret hver dag,” udtaler Alberte Vingum.

En forlængelse med strategisk betydning
Sporting Director i HB Køge Women Jonas Nielsen betragter forlængelsen som et klart udtryk for den retning og de ambitioner, klubben arbejder efter.

Han fremhæver især den udvikling, Alberte har gennemgået, siden hun ankom til klubben:

“Alberte har altid haft et stort talent. De seneste år har hun sammen med vores keepertræner Claes de Flon arbejdet målrettet med sit lederskab og sin tilstedeværelse på banen, og vi ser en tydelig udvikling i hendes præstationer. Vi er overbeviste om, at hun har potentiale til at tage yderligere skridt i de kommende sæsoner.”

Gennem hårdt arbejde, kontinuitet og et stærkt udviklingsmiljø har Alberte Vingum markeret sig som keeper og med klubbens forholdsvis nye ejere oplever hun desuden, at ambitionerne er blevet endnu tydeligere.

“Med det nye ejerskab mærker man tydeligt det høje ambitionsniveau. Der bliver investeret i faciliteter, struktur og det langsigtede projekt. Det giver os endnu bedre rammer for at udvikle os og tro på, at vi kan være med helt fremme også internationalt.”

Alberte Vingum har spillet 67 kampe for HB Køge Women med 31 clean sheets til følge siden sin debut i 2021. Hun har vundet to danske mesterskaber med klubben i henholdsvis 2022 og 2023, og fik debut på det danske A-landshold i oktober 2024. 

Dele

Link

Link copied to clipboard!

Du er ved at forlade dette websted. Vil du fortsætte?

Tilbage til toppen